Min 1. maj tale 2023

Tale 1. maj i teateret Nykøbing

På en første maj synes jeg vi skal starte med at kigge ud i verden. Mod Rusland. Hvor mafiasamfundet har vist sig i al sin gru. Hvor befolkningen og meningsdannelsen holdes i et jerngreb og de asiatiske folkeslag leverer kød og blod til en krig i Ukraine der handler om korn og råstoffer. 

Den krig er et slag i ansigtet på os allesammen. Og følges intenst af alle despoter som ønsker demokrati og lighed lagt endeligt i graven. Stalin tog magten i 1923. Nu skriver vi 2023. I 100 år har russerne, bortset fra en kort periode omkring årtusind skiftet reelt været styret af despoter og diktatorer. 

Almendannelse har været "en by i Rusland", naturvidenskabelige fag har været i højsædet, og nu fejer massemedierne ud over de russiske stepper med budskaber om zar tidens storhed og Vestens forfald. 

Modsat de nordiske lande har Demokratiets vigtigste ingrediens, Dannelse og uddannelse aldrig været den russiske almue forundt. Russerne fortsætter deres liv som billig arbejdskraft for rige oligarker. For med dannelse følger krav om rettigheder. 

En veluddannet befolkning siger fra, kræver højere lønninger. Står sammen og kræver indflydelse i alle livets forhold. Danner fagforeninger og demonstrerer. Bliver politisk aktive. 

Sådan er vores samfund formet - af mere en 100 års arbejdskampe. Fra 48 timers arbejdsuge i 1960 erne til nutidens 37 timer. Det er gået så godt at vi næsten har glemt hvordan vi er havnet her. 

Sejret ad helvede til var der nogen der sagde. For store dele af befolkningen i vores land gider ikke 1. Maj eller fagforeningsmøder. De Magter ikke at bruge tid på politik. For de arbejder, passer haven, rejser og køber stadig større huse. 

Dybest set mener jeg at fagbevægelsen har svigtet de vigtigste dagsordener siden 1990erne, Der er simpelthen brug for en generel nyorientering i fagbevægelsen. 

Uden aftaler, trepartsforhandlinger og rammelovgivning på europæisk og globalt plan vil Globaliseringen og Tech industrien nemlig overtage vores arbejdsliv og gøre stadig større grupper til lavtløn nede distance arbejdere uden rettigheder. 

I firmaer der hører hjemme i "skyen", firmaer der ikke betaler skat. Den moderne kamp i vores århundrede bliver global og kommer til at stå mellem den ene procent der ejer de firmaer, de 90% af al formue - og perspektiverne er allerede nu skræmmende. 

Klimakampen viser hvor svært det er at gå op imod store globale kapitalinteresser. I det meste af verden er meningsdannelsen fuldstændigt styret af få aktører, og det er ikke dem der synes vi skal holde fri i weekenden eller på barsel. 

At magtforholdet er tippet til afgørende til fordel for erhvervsinteresserne bliver mere og mere tydeligt i den danske politiske debat. Uden mediestøtten ville Information, Politikken og Danmarks Radio lukke - og Sky Channel, FOX news og Radio Uno sørge for at al kritisk debat forstummer. 

Regeringens visionsløse fokus på Reformer af ydelser, seniorpension, skattelettelser, arbejdsudbud peger i samme uhyggelige retning. Og det er ikke mindre pres og stress i arbejdslivet. 

Tid til om tanke og demokratisk aktivisme. For hvor er forslagene om reformer af erhvervspolitikken i bred forstand ? Erhvervsstøtten er jo mere end 50 mia kr om året? Hvad med at se på, finansiering, rammevilkår, landbrug, investeringer?

Vanopslagh siger vi skal reformere ydelserne, skattepolitikken. Men han kigger kun ned i den ene udgifts skuffe, og glemmer behændigt de mange andre skuffer der findes. 

Fradrag for firmafester, for fede udlandskonferencer, for alle typer af investeringer, fradrag for gødning, fradrag for monstertraktorer uanset behovet, ansvarsløs konkurslovgivning, osv osv. - lad os få reformeret erhvervspolitikken og så investere pengene i uddannelse, energiforskning og bæredygtige landbrug. I stedet for at skære i Carstens kontanthjælp. 

Risiko har erstattet flexicurity, hvad betyder det at vi reform efter reform har skåret i trygheden ved at uddanne sig, startede i 90'erne. I havde fri uddannelse siger de unge til mig, hvor er vi nu? 

Uddanelsesloft og adgangsbegrænsning. Vi har hidtil haft Verdens højst uddannede befolkning pga trygheden og tilliden til livets rammer. 

Ender vi der hvor USA er, hvor folk ikke har råd til at tage chancer, til at uddanne sig, starte virksomheder op, og alt det som især flexicurity står for. 

Vi har haft en deal om at vi godt kan fyres på kort sigt, men vi bliver samlet op. En deal om at vi kan uddanne os, men der er dagpenge når vi er færdige. Hvor er den deal på vej hen? 

Skal vi bare omformes til hænder og fødder i en produktionsmaskine der tillader os at se Tik TOK i weekenden?